Bønner
hver dag

Bønner

Danske bælgfrugter er en lang historie

Danske landmænd eksperimenterer og byder i stigende grad ind med bælgfrugter, både ærter, bønner, hestebønner, linser og sågar lupiner. Og det er meget opløftende. Det gør bælgfrugterne endnu mere bæredygtige, at de ikke skal transporteres langvejs fra, og betyder forhåbentlig også, at vi kan få nyhøstede bælgfrugter.

Før i tiden og i hvert fald indtil midten af 1800-tallet var det helt almindeligt at dyrke og spise bælgfrugter, især ærter og i en vis udstrækning også hestebønner, i Danmark. Ærterne var tilmed så værdsatte, at de blev brugt som betalingsmiddel for andre varer. Men i takt med indførsel af kartoflen blev bælgfrugterne sparket til hjørne og blev i stedet til noget, vi fodrede dyrene med. Bælgfrugterne fik dog en ‘lille renæssance’ i madlavningen i 70’erne hos en mindre skare miljøbevidste mennesker. Dog ikke nok til, at det slog igennem dyrkningsmæssigt. Bælgfrugterne er derfor i årevis blevet importeret hertil langvejs fra. I dag har bønder i det midtjyske, på Samsø, Bornholm og givetvis mange andre steder taget tråden op. Og kampen måske. For det skal læres på ny, hvordan bælgfrugterne skal dyrkes og opbevares, når det er de kulinariske kvaliteter, der skal vægtes. Og det er det, for smagen skal være virkelig god, hvis bælgfrugterne skal have en jordisk chance for at blive elsket hverdagsmad, og forbruget af bælgfrugter skal stige fra stort set nul til 100 g om dagen – som det anbefales. En udsøgt kvalitet skal samtidig også være med til at få os til at betale en god pris for en dansk råvare, når der fortsat importeres bælgfrugter, ofte fra Kina, der sælges til en uhørt billig pris.
I takt med den øgede tilgængelighed af danske bælgfrugter, har flere virksomheder, og ikke mindst ‘Pure dansk’, på forbilledlig vis lagt sig i selen for at lære os at bruge dem. Hvilket i øvrigt, i maj 2023, har indbragt Pure Dansk en hæderspris fra Det danske gastronomiske akademi.

Hent inspiration hos forhandlerne af bælgfrugter, fx:

Pure Dansk

Linser for livet

 

Her kan du købe de danske bælgfrugter
Her kan du købe de danske bælgfrugter